MønNUs-nytårshilsen 2017-2018

MønNU ønsker alle et dejligt og lykkebringende nytår
2018. Det kommende år vil på alle måder stå i Steges købstadsjubilæums tegn. 750 år er ikke så lidt at fejre – og ikke
mindst at huske på. Ved årsskifte tager vi bestik af året, der gik og formulerer håb for fremtiden – men at tænke
tanker 750 år frem er vist nok for meget at forlange!
Jubilæumsåret
Når jeg begynder denne nytårshilsen med at nævne jubilæumsåret, er det af rigtigt mange grunde. MønNU er
repræsenteret i den koordinerende festkomité. Det store og righoldige program er allerede offentliggjort. Den 14.
maj 1268 er den dag, hvor kongen, Erik Klippinge, gav Stege By sine købstadsrettigheder. Allerede dagen før, den 13.
maj, indledes festlighederne med en festgudstjeneste i Stege Kirke. Og så tages der fat på de rigtigt mange
programpunkter, som kulminerer med en kæmpefest i Mønshallerne i ugen efter skolernes efterårsferie.
Aktive i nutiden
De tanker, jeg gør mig ved dette særlige årsskifte, har afsæt i jubilæumskomitéens evne til at trække rigtigt mange
interessenter sammen. Det er den samme mangfoldighed, vi ønsker at styrke i MønNU. At vi som paraplyorganisation
vil være aktive i nutiden, være opmærksomme på fortiden og ikke mindst medvirke til at præge fremtiden!
Jubilæumsprogrammet indbyder til, at mange elementer mødes, samstemmes og samarbejder mod det fælles mål.
Kultur, erhverv, natur og økologi, forretnings- og kirkeliv. Turisme, kunst, musik, sport og historie, alt det der i
samspillet udvikler og præger vores samfund.
Ja, de samme mål præger MønNU’s virke. Vi ønsker at fremme både bæredygtighed og væredygtighed, men uden
krav om vækst som primært mål. Vi vil turisme, men ikke på bekostning af naturens egen økologi og vores almindelige,
daglige liv her på øen. Vi vil gerne medvirke til udvikling, men ikke så natur og mennesker blot bliver statister i
besøgsturismens hellige navn. Og desuden bruger vi begrebet MØN:TID, der giver os god tid! Gode tider!
Vores Møn
Her tænker jeg også på brandet Møn, som kan sælge stort set alt, og som for længst har overtaget vores himmel, de
hvide kyster og de øvrige unikke naturområder. Vi har gode bymiljøer og en varieret arkitektur og landskabsforståelse.
Og i særdeleshed har vi strande, vand og kystlinjer. Og vi må passe på, at disse mange herligheder ikke nedslides, og at
der ikke rokkes ved den fred, der gør vores ø så eftertragtet, både af de mange gæster, men først og fremmest af alle
os, der er bosat på Møn.
Aktiviteterne
Foreningen MønNU ser tilbage på et aktivt år. Vi har fået – og vi er blevet mange nye medlemmer. Både private og fra
erhvervslivet. Medlemmer, der mere og mere påvirker MønNU’s ledelse og giver inspiration til de gøremål, foreningen
engagerer sig i. Et par overskrifter kunne være: Problemerne omkring Borgerservice, den gamle cabaretgrund,
lokalplaner, netværksmøder, bosætningsaktiviteter, valgmøde, dialog med politiske kræfter, samt kultur- og
erhvervslivet.
Og til alle disse samarbejdspartnere vil vi gerne benytte denne nytårshilsen til at takke for jeres lydhørhed og
opmærksomhed.
Yderligere kunne jeg godt tænke mig, at vi i foreningen, vil kunne give plads til et eller flere sæder, der direkte kan
repræsentere børn, og især give plads til unge mennesker, der aktivt vil kunne inspirere og deltage i foreningens
arbejde. Jeg er overbevist om, at en realisering af disse tanker, vil kunne blive til stor glæde for vores fælles udvikling.
Og hvad vil vi så bruge nytårets krudt på?
Vi vil åbne endnu mere for mulige samarbejder omkring og til fremme for nytænkning af vores og lokalsamfundets
væredygtighed. Vi håber også på at endnu flere vil have interesse for foreningen MønNU og have lyst til at bidrage
med inspirationer og også meget gerne med et aktivt medlemskab!
Til sidst vil vi også gerne takke for gode relationer til årets borgmestre og ser frem til samarbejde med den nye
borgmester og forvaltningen.
Godt Nytår
Med denne hilsen ønskes I alle et spændende og lykkebringende nytår!
På vegne af MønNU’s bestyrelse
Michael van Deurs
formand